Om Os
Vision Ungdomspræsteriet Vejle
”Vi ønsker at lytte til de unge og udvikle rammer for identitetsdannelse, engagement og fællesskab, der er baseret på åbne, kristne værdier.”
Formål Ungdomspræsteriet Vejle
Ungdomspræsteriet skaber aktiviteter og arrangementer for unge, i alderen 15-35 år i Vejle og opland, hvor svære emner, positive happenings, netværk og fælleskaber er i fokus!
Foruden tilbud om personlige samtaler, tematiske netværksgrupper og fællesskabsgivende arrangementer, er der mulighed for, at undervisere, foreninger og organisationer, der arbejder med unge, kan søge samarbejde omkring trivsel, religion, etik og dannelse.
Ønsket er ikke, at “få de unge til at tro”, men at de kender et sted, hvor de kan finde dialog omkring spørgsmål og tanker, der rækker ud over dem selv. Intet spørgsmål er for stort – eller for småt – om det er frygt, tvivl, glæde, kærlighed, liv, død, had, vrede, tro eller meningsløshed. Vores ambition er, at inspirere til omtanke og handling i et ungt perspektiv.
Ungdomspræsteriets arbejde dækker hele Vejle Provsti – og er en del af Folkekirken
Anders Michael Grønfeldt
Ungdomspræst
Jeg er ungdomspræsten her i Ungdomspræsteriet.
Teologisk kandidat fra december 2015 og i min første stilling som præst. Jeg har været omkring en del stationer på vejen hertil. Så jeg er stor tilhænger af de (desværre) lidt udskældte ”fjumreår”. Sådan nogen kan nemlig give store oplevelser og udfordringer – og er i det store perspektiv med til at forme, hvem vi er og bliver til i vores liv. Jeg har selv brugt mine år til både at rejse og arbejde steder, hvor jeg ellers ikke lige var kommet til, hvis jeg fra begyndelsen af min uddannelse havde vidst, at jeg i dag skulle være præst her i Vejle.
Lærervikar, lastbilchauffør, tøjekspedient, murerarbejdsmand og handicaphjælper er nogle af de titler, som jeg igennem tiden har kunnet smykke mig med, og ingen af delene føler jeg har været spild af tid. I stedet vil jeg hellere sige, at de alle er betydelige dele af min personlige historie, og er med til at påvirke den måde jeg arbejder på som præst.
Marianne Aas Thorsen
Ungkirke-kulturmedarbejder
Jeg er ungkirke-kulturmedarbejder i Ungdomspræsteriet. Her sørger jeg for kommunikation, design, idéskabelse, arrangementer og netværk i samarbejde med Anders Michael.
Oprindeligt er jeg udddannet grafisk designer, men har også gået mange andre veje som fx efterskolelærer, produktionsskolelærer, event- og idrætskoordinator inden jeg landede her i Ungdomspræsteriet i Vejle. Og det er jeg rigtig glad for. Både at være landet her i et meget meningsfyldt job for unge, men også at have alle de mange forskellige skønne og vigtige erfaringer med i baghånden. For de er i brug alle sammen, på forskellig måde – og hele tiden.
Frivilligt arbejde fylder i min fritid, og det tager ikke energi – tværtimod – det giver så meget.